TIDLIGERE PRODUKTIONER

De Damer har flere teaterforestillinger bag sig, (“Den Sidste Gud”, “Stik mig en muse” og “Projekt Landbrug”). Se anmeldelser og beskrivelser her på siden. 

De har gennem årene optrådt i forskellige shows, events og til koncerter:
Bl.a. på film, har de deltaget i shows med Ørkenens Sønner (“Een gang til for prins Knud” samt “En Fez i en hornlygte”). Se mere her.
De har optrådt som opvarmning til det amerikanske swing- og jazz band Postmoderne Jukebox (DR koncerthuset, 2014).
De har været en del af Golden Days festivalen under temaerne “1950´erne” og “Philosophy now”. De har optrådt på Caféteatret, Husets Teater, Folketeatret, Bremen, til Roskilde Dyrskue, Folkemødet på Bornholm, til kæmpe fest for Roskilde Festivals frivillige og for Solistforbundet på Alhambra, Museet for Humor og Satire. Senest har de optrådt til Historiske Dage og deltog I fejringen af 300 året for Dansk Teater på Kongens Nytorv.

Se billeder fra tidligere produktioner her.

“DEN SIDSTE GUD” PÅ TEATER V 2018 / 2019 OG DK-TURNE 2020
– De Damer goes Boyband

En smuk, skræmmende, grotesk, yderst velsunget og kulsort komedie om livet og døden. Om religion, magt og ensomhed. Drømmen om den store kærlighed og besættelsen af selv samme. Nyskrevet dansk dramatik i et soundtrack af de største Boyband sange i nye sprøde arrangementer.

 

Udpluk af anmeldelser af forestilling

Magasinet København
“De Damer og ’Den Sidste Gud’ er top-underholdende(…). En forrygende ensembleindsats og musikalsk helt i top over flere genrer og med fede harmonier, der indimellem er næsten hypnotiserende i deres mange lag.”

 

Magasinet København

WRDSMTH

“De fem blækhuse kastes efter fortolkningen og fremførelserne af de kendte popsange, de lidt ondskabsfulde parodier på sygevæsenet og patienternes finurlige samtaler med hinanden. Det hele minder mig om en sammenblanding af musik fra teatergruppen Sort Samvittighed, scenografi fra et Christian Lollike stykke, tilsat noget filosofisk vanvid.” 

WRDSMTH

Teaterspot

“Forestillingens er en grotesk mosaik af muligheder og fastlåshed – en palet, hvor vi hver især kan vælge de foretrukne fortolkninger af tema og budskab.” 

___________________________________________________________________________________

“Det er godt gået at kombinere alle disse faktorer som kærligheden, afmægtigheden, døden, moderrollen i et spil, så brikkerne hænger sammen og så vi føler os godt og grotesk underholdt af en mangetydig oplevelse – med en grad af selvkonfrontation.”

Teaterspot

“STIK MIG EN MUSE” PÅ CAFE LIVA 2015 OG DK-TURNE 2017
– De Damer går til filmen.

En drøm af en cabaret! Muser fra alle tider mødes. Et møde med fortiden, i nutiden, udi fremtiden -farvet med toner fra den danske filmskat.
Med inspiration hentet fra den græske mytologis muser portrætteres kvinden i sit væsen, sine mange roller som Moderen, Jomfruen, Forføreren, Den Vise, Spiloppen, Den Mærkelige og Skaberen.
Hver og en repræsenteret i mennesket Sappho -antikkens eneste kvindelige digter.

 

Udpluk af anmeldelser af forestillingen

Berlingske Tidende

”Ensemblet De Damer gæster Café Liva med kvindepower og danske evergreens i urkvindelig ordsuppe”
”Kvinderne i det musikdramatiske kollektiv smider kåberne og åbenbarer sig i alle mulige afskygninger af kvindekønnet”
”Kvindekoret synger i arrangementer, der flere gange sagtens kan slå stolen væk under sin tilhører, når de mange stemmer blander sig, så der nærmest opstår helt nye toner mellem dem”
”En fryd at se så mange kvinder på scenen samtidig. Det sker ikke hver dag i dansk teater, skulle vi hilse at sige”

Jacob Steen Olsen, Berlingske Tidende

Frederiksborg Amtsavis

”Hvis kvinder multitasker, fordi de ikke kan samle sig om en ting af gangen, så sidder deres samlede væsen som aftryk af et kys på spejlet i den nye sangcabaret “Stik mig en muse”
”…evner at farvelægge ordene så de får ny virkning. Blændende hvide med et farligt stænk sort i mellem”

Knud Cornelius, Frederiksborg Amtsavis

Magasinetkbh.dk

”…og den ellers så lette og gemytlige ”Vent på mig” bliver helt desperat og vred, så man ler tårer. Og så den store overraskelse Carpark Norths ”Transparent and Glasslike” totalt a cappella med tre melodistemmer for vild udblæsning. Særdeles genialt og kraftfuldt!”

Bettina Nielsen, magasinetkbh.dk

Information

”De damer spiller en forførende skøn kabaret over filmsange på Café Liva. Med charme og skvulpende bryster”
”Kvindeteatergruppen De Damer helmer ikke, før de har flirtet med alle de bedste  musesange fra dansk film gennem tiderne – og før de har haft øjenkontakt med samtlige mænd og kvinder ved tilskuerbordene”
”Tempoet er højt, energien vild, og det er forfriskende, som Mads M. Nielsen får nye stædige sider frem hos disse otte skuespillere, der klæder hinanden imponerende godt, netop takket være deres forskellighed”
”De Damer synger heftigt sammen alle otte, som bakkesangerinder på koloni. Deres livsglæde smitter”
”Publikum ryster på hovedet af deres ublu museinstinkter”

Anne Middelboe Christensen, Information

FILOSOFIKOKKENE GOLDEN DAYS 2013

Et indkøbscenter. Et torv. Et strøg. En madbus. En flok syngende mad-eksperter med forførende stemmer leverer et kyndigt opkog af dagens madfilosofi. De forbipasserende må stoppe op, smage på øjeblikket og mærke hvad der frister dem.

STORKEEKSPRESSENS STEWARDESSER GOLDEN DAYS 2012

​På tur med charterbussen Storkeexpressen rundt i København og omegn, som 1950`er festivalens maskotter, opfører stewardesserne alt fra råbekor af madopskrifter til potpourri af 50´er hits.

“PROJEKT LANDBRUG” PÅ CAFE TEATRET 2012

En liflig og landlig vandreforestilling med ægte landmænd, levende dyr og højgravide syngende bondepiger. En sjælden blanding af teater, debat og bondegårdsbesøg.

Fire forskellige grupper af kunstnere og fagfolk sætter landbrugsproblematikken under lup, og publikum inviteres ind i forsamlingshuset til de musikalske malkepiger, som danner rammen om aftenens forestillinger.

Udpluk af anmeldelser af forestillingen

Politiken

“…Og til at fyre op under det hele trampede et kuld bondepiger ind, med fletninger, gravide maver og flerstemmig sang. Smittende nostalgipolka gennem alt fra “Man sku´ altid bo på landet” til “Jeg er gård mig bygge vil”. En ultrakitschet udstilling af alle vores vrangforestillinger om landboidyl, men samtidig også af den bondske traditionsbund i vores folkelige bevidsthed.” 

Monna Dithmer, Politiken.

Information

“Tilbage i Café Teatrets foyer var der korsang af byens dejligste malkepigekor, Kor-Atoriet Lamseben: Seks storgravide skuespillere i rødternede forklæder og korntykke fletninger. De sang »Hans Hansen har en bondegård« i mol – og »med brunstdetektor hér og haleklipper dér«. Ikke et øje var tørt.” 

Anne Middelboe Christensen, Information.

GregersDH

“Sidste station er ’forsamlingshuset’, hvor der vanker kaffe og småkager,

…Og slet ikke et øje vil tørre, da de otte overordentlig nydelige malkepiger indtager scenen – hele bundet mere eller mindre højgravide, naturligt, ægte og økologisk befrugtet, mon ikke? Og synge kan de – et potpourri fra ’Man sku’ altid bo på landet’ til ’Jens Hansen havde en bondegård’ (…’forsynet med nitrat og pesticider til enhver’).

Det skabte en fin grobund for diskussion i forsamlingen med gode spørgsmål og gode svar fra de tre kløgtige landmænd. “

GregersDH